Mød Stinne - ingeniør i Plan og Projekt
Jeg er stolt af at være kloakingeniør
Kortet på iPad’en bliver gransket nøje, mens Stinne Plesner Skårup kigger ud over et grønt område:
- Jo, her kan godt være et regnvandsbassin.
Stinne virker tilfreds. Hun er taget til Vonge i den nordvestlige del af Vejle Kommune for at ”besigtige” byen. Der skal findes en løsning på områdets overløb, og den skal bl.a. findes ved at etablere et regnvandsbassin midt i byen og udlede regnvandet direkte ud i bassinet, når himlen for alvor åbner sine sluser.
Vonge-projektet er en af hendes første større anlægsopgaver. Stinne blev ansat i Vejle Spildevand i efteråret 2022 og arbejder med projektering, nye anlægsprojekter, byggemodninger med videre – og hun elsker sit job.
- Jeg er stolt af at være kloakingeniør. Selvom mine venner godt kan trække lidt på smilebåndet, når jeg fortæller om mit arbejde. Og jeg kan fortælle meget OG længe. Det er så meningsfuldt et arbejde, som har betydning mange år frem i tiden, siger Stinne og forklarer entusiastisk:
- Kloakken er livsvigtig infrastruktur og en vigtig del af enhver moderne by, men alligevel tænker vi ikke over den i hverdagen. Den ligger jo godt gemt under jorden. Og som forsyningsvirksomhed bliver vi først synlige, når der er problemer med kloakken eller ved overløb. Eller når vi laver anlægsarbejde. Så larmer, roder og fylder vi, men heldigvis er omverdenen godt klar over, at vores arbejde er nødvendigt. Mange oplever jo også selv problemer med vand i kældre, når der er skybrud, siger Stinne.
Glad for tal og matematik
Stinne har altid vidst, at hun ville være ingeniør. Hun er glad for tal og matematik eller i hvert fald den praktiske del af faget. Derfor lå ingeniørstudiet også lige til højrebenet. Og med flere familiemedlemmer, som allerede arbejdede i forsyningsbranchen, var vejen ligesom banet. Efter det obligatoriske sabbatår efter gymnasiet studerede hun 3½ år til klima- og forsyningsingeniør på VIA University College i Horsens. Hendes første job var i Vestjylland, men hun var ikke i tvivl, da der var en ledig ingeniørstilling i Vejle Spildevand.
- Vejle Spildevand projekterer selv, og så er her et meget højt fagligt niveau, så jeg suger til mig af viden. Og selvom jeg er både ung og ny, får jeg lov til at have mine egne projekter. Det betyder rigtig meget for min arbejdsglæde at få lov selv - og det gør jeg her.