Kontoret er lukket. Har du et akut kloakproblem, så ring på vagttelefon +45 70 23 60 61
Forsiden / Nyheder / Ny teknologi reducerer Vejles største overløb markant
DATO
2. maj 2024

Ny teknologi reducerer Vejles største overløb markant

En ny rapport fra Vejle Spildevand viser en iøjnefaldende nedgang i mængden af overløb til Vejle Fjord. Forklaringen er en ny teknologi i den biologiske rensning, der har fordoblet kapaciteten af den behandlede vandmængde på Vejle Renseanlæg.

Overløb fra Vejles største overløb er reduceret markant i 2023

Den fulde effekt af nyt anlæg

Vejle Spildevand har netop offentliggjort overløbsrapport 2023, og der er gode nyheder, når det handler om selskabets største overløb, som er placeret ved Vejle Renseanlæg: Mængden fra overløbet er nemlig reduceret markant – fra 213.000 m3 i 2022 til 47.000 m3 i 2023 – vel at mærke selvom der faldt rekordstore mængder regn i 2023.

I 2022 udgjorde overløbet 30% af den samlede overløbsmængde i Vejle Kommune, mens tallet for 2023 er faldet til 4%. Den markante reducering skyldes primært, at Vejle Spildevand har implementeret en ny teknologi på renseanlægget, der har øget kapaciteten, så der kan komme mere vand gennem anlægget.  

”Den nye teknologi blev sat i drift i 2022, og nu ser vi den fulde effekt af, hvad anlægget kan præstere. Inden vi installerede den nye teknologi, kunne vi rense 2500 m3 spildevand i timen, og nu har vi fordoblet vores kapacitet til 5000 m3 i timen. Effekten er meget klar: Vi har reduceret mængden af overløb fra Vejle Renseanlæg til Vejle Fjord meget markant, ” siger Claus Christensen, chef for produktion i Vejle Spildevand.

Hvordan virker den nye teknologi?

Spildevandet renses i tre trin: mekanisk, kemisk og biologisk. Processerne på et renseanlæg efterligner naturens egne renseprocesser, og som en del af den biologiske proces bruges der slam, der indeholder nyttige bakterier, der renser vandet.

Den nye teknologi hedder S::Select og er et anlæg med 16 cykloner, som er installeret på Vejle Renseanlæg.

  • Anlægget gør slammet tungere, hvilket får det til at bundfælde hurtigere.
  • Når slammet bundfælder hurtigere, kan der komme mere vand gennem renseanlægget.
  • Kapaciteten på Vejle Renseanlæg øges, så der kan renses dobbelt så meget vand.

Chef for produktion Claus Christensen ved anlægget, der har reduceret mængden af overløb fra Vejle Renseanlæg meget markant.

Flere positive effekter i de kommende år

Inden sommerferien sætter Vejle Spildevand et nyt bassin og en ny stor pumpestation i drift som en del af projekt Bedre Badevand. Disse tiltag vil også have en positiv effekt på overløbsmængden, så der i de kommende år vil blive reduceret endnu mere på overløbene i Vejle Midtby.

Et historisk regnfuldt 2023

I 2023 var der ekstra meget brug for paraply, regntøj og gummistøvler, da DMI’s målere registrerede 40-60% mere regn i 2023 end i et gennemsnitsår. På målestationen på Vejle Renseanlæg faldt der hele 1250 mm regn i løbet af året, hvor et normalt år ligger på 800 mm.

Det regnvåde år kan ses i overløbsmængden i andre dele af Vejle Spildevands kloaksystem - især Give, hvor overløbsmængden har været større end i 2022. Regnmængden spiller en rolle, fordi der er områder, hvor regn- og spildevand endnu ikke er adskilt, og renseanlæggene belastes derfor også af regnvand.   

Vejle Spildevand har flere initiativer på vej i Give i løbet af de kommende 3-5 år, som skal være med til at reducere overløb. Selskabet har bl.a. planer om at udvide et bassin på Give Renseanlæg, som kan opbevare vandet, når store regnmængder sætter kloaksystemet under pres. 

Overløb er en nødventil for kloaksystemet

Læs overløbsrapport 2023

Overløbsrapport 2023.pdf
Download
KONTAKTPERSON
Billede af Claus Christensen
Claus Christensen
Chef for Produktion

SENESTE NYHEDER
Kopi Af WTD2024. Social Media Cards

18. november 2024

World Toilet Day: Send en tak til dit toilet

Læs nyhed

Gitte Bisgaard - 25-års jubilæum

12. november 2024

Gitte Bisgaards 25-års jubilæum

Læs nyhed

Kajak på Vejle Fjord

08. november 2024

Øget indsats mod de stigende vandmængder

Læs nyhed

Skoleklasse på rundvisning på Vejle Renseanlæg

20. september 2024

Vi adopterer 7.B fra Hældagerskolen

Læs nyhed

DATO
2. maj 2024
KONTAKTPERSON
Billede af Claus Christensen
Claus Christensen
Chef for Produktion

This is not for humans ceo@vejlespildevand.dk