Kontoret er lukket. Har du et akut kloakproblem, så ring på vagttelefon +45 70 23 60 61
Forsiden / Nyheder / Projekt Bedre Badevand halverer overløb på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby
DATO
9. januar 2025

Projekt Bedre Badevand halverer overløb på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby

Se videoen om projektet Bedre Badevand

Et af Vejle Spildevands største anlægsprojekter er nu sat i drift, og effekten er markant: Projekt Bedre Badevand halverer den samlede overløbsmængde på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby til glæde for vandmiljøet og vejlenserne.

Opskriften er en kæmpe lagertank, ny teknologi og fire spildevandsmotorveje. Lagertanken har allerede været i brug to gange i år.

2024 blev endnu et rekord vådt år. På Vejle Renseanlæg registrerede DMI’s regnmåler 1313,6 mm i løbet af året. Den tidligere rekord fra 2023 lå på 1250 mm, og de store regnmængder presser kloaksystemet. Nu har Vejle Spildevand sat endnu et anlæg i drift, der forbedrer kapaciteten.

Er du kørt forbi Vejle Renseanlæg i løbet af 2024, har du ikke kunnet undgå at se gravemaskiner, kraner og håndværker i gang med at bygge en kæmpe tank, som kan opbevare 5 mio. l regn- og spildevand, når der er pres på kloakkerne.

Lagertanken på Vejle Renseanlæg kan indeholde 5 mio. l regn- og spildevand. Den blev sat i drift lige inden nytår, og den har allerede været i bruge to gange i år. 

Vandparkering indtil der er plads på Vejle Renseanlæg

Lige inden nytår satte Vejle Spildevand den store lagertank i drift. Vandet parkeres i lagertanken, indtil der er plads på renseanlægget. Samtidig er en ny stor pumpestation etableret, som trækker vandet væk fra byens andre overløb og sikrer, at vandet bliver renset.

Direktør Mikael Schultz glæder sig over, at det omfattende anlægsarbejde er klar til at forbedre badevandet i Vejle Fjord: ”Med projekt Bedre Badevand halverer vi den samlede overløbsmængde på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby. I løbet af de sidste tre år har vi gennemført en række markante forbedringer, som giver vejlenserne bedre badevand og renere vandmiljø. I løbet af få år vil i alt 75% af overløbene omkring Vejle være fjernet, fordi vi samtidig også fortsætter separeringen af kloaksystemet.”

Til Vejle Spildevands Åbent Hus var det muligt at se lagertanken indefra, inden den blev taget i brug. Lagertanken har plads til 5 mio. l regn- og spildevand.

Lagertanken i brug to gange

Lagertanken har allerede været i brug to gange d. 1. og 6. januar i år, hvor der faldt store mængder regn i Vejle. Der mangler et par finjusteringer af teknikken, som udføres i de kommende måneder.

Mikael Schultz understreger, at lagertanken og projekt Bedre Badevand ikke kan forhindre alle overløb, men den ruster kloaksystemet til i endnu højere grad at kunne modstå de stigende regnmængder.

Bestyrelsen ønskede en ekstra indsats mod overløb

Bestyrelsesformand Svend Erik Nielsen er også begejstret for projektet og forklarer om baggrunden: ”I bestyrelsen havde vi et stort ønske om at gøre noget ekstra for indsatsen mod overløb, så vi bad om forslag til, hvilke initiativer der kunne sættes i værk. Resultatet blev projekt Bedre Badevand, som er et af Vejle Spildevands største anlægsprojekter nogensinde. Nu er projektet færdigt, og jeg glæder mig til, at det kommer til at gavne vores fjord og vores kunder.”

Ny teknologi fordobler Vejle Renseanlægs kapacitet

Projekt Bedre Badevand gik i gang i 2021 og indeholdt tre delprojekter. Ud over lagertanken har Vejle Spildevand implementeret en ny teknologi og fire spildevandsmotorveje.

Den nye teknologi er en tysk opfindelse, hvor der kan presses dobbelt så meget vand gennem renseanlægget. Spildevandet renses i tre processer, inden det ledes tilbage til naturen: mekanisk, biologisk og kemisk. Teknologien forbedrer den biologiske rensning, hvor den gør slammet tungere, hvilket får det til at bundfælde hurtigere. Når slammet bundfælder hurtigere, kan der komme mere vand gennem renseanlægget.

Chef for produktion Claus Christensen ved den nye teknologi, der har fordoblet Vejle Renseanlægs kapacitet.

Teknologien blev sat i drift i 2022 og har vist sig at være meget effektiv. Mængden af overløb fra Vejle Renseanlæg er reduceret fra 213.000 m3 i 2022 til 47.000 m3 i 2023 – vel at mærke selvom der faldt rekordstore mængder regn i 2023.

 ”Inden vi installerede den nye teknologi, kunne vi rense 2500 m3 spildevand i timen, og nu har vi fordoblet vores kapacitet til 5000 m3 i timen. Effekten er meget klar: Vi har reduceret mængden af overløb fra Vejle Renseanlæg til Vejle Fjord meget markant, ” siger Claus Christensen, chef for produktion i Vejle Spildevand.

Albuen Strand.

Spildevandsmotorveje: Direkte forbindelser til renseanlægget

En række områder som Bredballe, Assendrup, Vinding og Nørremarken er helt eller delvist separatkloakeret, men når vandet kom ind til Vejle Midtby, var der en risiko for overløb ved kraftig regn. Med de fire spildevandsmotorveje er der nu etableret kloakrør fra nord, syd, øst og vest, så der nu er direkte forbindelser til renseanlægget fra de separerede områder.

Direktør Mikael Schultz forklarer: ”Vi havde nogle flaskehalse i kloaksystemet i Vejle By, som nu er blevet afhjulpet med vores fire spildevandsmotorveje. Det er kort fortalt nye rør-forbindelser i kombination med det eksisterende kloaksystem, der kan transportere spildevandet direkte til renseanlægget uden om de områder i Vejle Midtby, der ikke er separerede. Vi kan derved transportere spildevandet fra oplandet uden risiko for overløb."

70% af oplandet til Vejle Renseanlæg er separatkloakeret. Kloaksystemet i Vejle Midtby er endnu ikke separatkloakeret og bliver det først om en årrække.

Tre hurtige om projekt Bedre Badevand

  • Effekt: Halvering af overløb fra Vejle Renseanlæg og Vejle Midtby
  • Byggeperiode: 2021-2024
  • Pris: 100 mio. kr.
KONTAKTPERSON

SENESTE NYHEDER
Lagertank til 5 mio. l regn- og spildevand på Vejle Renseanlæg

09. januar 2025

Projekt Bedre Badevand halverer overløb på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby

Læs nyhed

Kopi Af WTD2024. Social Media Cards

18. november 2024

World Toilet Day: Send en tak til dit toilet

Læs nyhed

Gitte Bisgaard - 25-års jubilæum

12. november 2024

Gitte Bisgaards 25-års jubilæum

Læs nyhed

Kajak på Vejle Fjord

08. november 2024

Øget indsats mod de stigende vandmængder

Læs nyhed

DATO
9. januar 2025
KONTAKTPERSON

This is not for humans ceo@vejlespildevand.dk