I mange køkkener står menuen på andesteg mortensaften d. 11. november, men en del glemmer, at fedtet ikke må komme i håndvasken. Du risikerer nemlig at stoppe afløbet, og det kan blive en bekostelig og besværlig affære.
Når andestegen kommer ud af ovnen, kan det være fristende at hælde det overskydende fedt ned i afløbet. Claus Christensen er ansvarlig for driften af Vejle Spildevands otte renseanlæg og 2000 km kloakrør, og han forklarer, hvorfor man netop skal undgå det: ”Når fedtet fra andestegen afkøler, så størkner det og sætter sig fast på indersiden af kloakrørene, og du risikerer, at afløbene stopper til. Det kan både blive et problem for dig som husejer og for os her i Vejle Spildevand.”
Stopper dit afløb på din egen grund, skal du måske have en slamsuger til at spule rørene, og den regning står du selv med. Stopper kloakrørene i den del af kloaksystemet, som Vejle Spildevand har ansvaret for, skal en eller flere spildevandsoperatørerne straks kaldes ud for at løse problemet. Så uanset hvor fedtet stopper kloakrørene, er det en unødvendig ekstraregning, som i sidste ende havner hos kunderne.
Claus Christensen oplever, at problemet med fedt vokser i julemånederne, hvor mange danskere har tradition for at spise and, gås og flæskesteg. Hans opfordring er derfor klar: ”Skån kloakken for fedtet fra mortensaften.” Generelt opfordrer han til, at man aldrig bruger toilettet eller håndvasken som skraldespand. Den anbefaling gælder hele året – og ikke kun til mortensaften og julen.
I stedet for at hælde fedtet i kloakken, skal det i de grønne poser og lægges i beholderen til det organiske affald. Kommer fedtet direkte fra ovnen, skal du lade det køle af, inden du kommer det i posen.
En anden mulighed er også at bruge andefedtet i madlavningen – fx fungerer andefedtet som en god base til sovs, eller du kan give rødkålen lidt mere smag.
Hvis fedtet ikke er saltet, kan du lade fuglene få glæde af det med en omgang hjemmelavet fuglefoder. Bland fedtet sammen med fuglefrø, hæld det i en halv kokosskal, et plasticbæger eller en anden lille form, træk en snor igennem det, og lad det størkne.